Betterbrand Now I'm Here

Betterbrand
Engelsk Bull Terrier - en unik hund for unikke mennesker  .

Hvilken Bull Terrier

The Bull Terrier


Du skal sikre dig, at hunden er stambogført i Dansk Kennel Klub (DKK). Vær dog opmærksom på at selvom en opdrætter stambogsfører sine hunde i DKK, giver det alene ikke garanti for opdrættets kvalitet. 


Temperament og helbred er de vigtigste faktorer, når du vælger hund.


Når du ser på temperament, skal du tænke på at vælge en hvalp, der harmonerer godt i type med dig selv. I den forbindelse skal du være opmærksom på, at hvalpe i det samme kuld har forskellige sind.
Et godt helbred sikrer hunden et godt og langt liv og sparer dig for unødvendige dyrlæge regninger, sorg og bekymring.  

Der er mange andre ting, du bør tage stilling til, før du vælger din hund!

I princippet koster en Bull Terrier hvalp, som får et godt udseende det samme som én, der bliver mindre køn. Derfor kan du lige så godt prøve at finde én, der nærmer sig standarden. Især hvis du kunne tænke dig at udstille hunden og måske til og med at lade den indgå i avlen.  
Man må dog aldrig forvente at få en "udstillings og avlsstjerne" som hvalp. Skal man have en sådan, skal den købes som voksen, og der er så tale om et helt andet prisleje.

Du skal altid primært vælge hunden med tanke på, at den skal fungere i hjemmet. Viser det sig derefter, at den hverken kan bruges til udstilling eller avl, skal du glæde dig over, at du har en dejlig familiehund og ikke omvendt.

Desuden skal du overveje, om du vil have en han eller en tæve og hvilken farve, den skal have.
Efter min mening er en han generelt lidt sværere at opdrage. Til gengæld knytter han sig tættere til sine ejere end en tæve. Desuden skal du tænke på, at der er chance for, at en han ikke kan gå løs sammen med andre hanner. At vælge en tæve garanterer dog ikke, at den kan enes med andre hunde.
Hvad angår løbetid hos tæver, har det aldrig medført store problemer for mig. Men jeg har også altid være heldig, idet vores tæver kun har blødt ganske lidt. Der er også Bull Terrier tæver, som bløder kraftigt.
Vores tæver lærer at gå med bukser, når de går, hvor der er tæpper, men de skal også have mulighed for at gå uden noget af dagen. Så hvis der er tæpper i hele hjemmet, kan det godt være lidt problematisk.
På lidt længere sigt kan det være en mulighed at sterilisere en tæve. En tæve kommer i løbetid hver 6-12 måned. Har du hund i forvejen, skal du tage hensyn til den, når du vælger køn.  
Mange, der skal have deres første Bull Terrier, ønsker at få en farvet. De fleste, der har eller har haft Bull Terrier før, ønsker en hvid. Selvom jeg selv foretrækker hvide Bull Terriers, lader jeg aldrig farven eller aftegninger være bestemmende for, hvilken hund jeg vælger.
Temperament og helbred - og for den sags skyld - udseende bør altid gå forud for farve, når du vælger hund.

Det er også af og til muligt, at købe en ældre hvalp eller en voksen hund. Er det fra sted, hvor hunden har fået en god prægning, har dette bestemt sine fordele. Hunden er måske allerede renlig, kan være alene længere tid og det er lettere at vurdere temperament, helbred og udseende.


Opdateret 2011.04.07
 

© All rights reserved. Material from this web site may not be copied,
reproduced or distributed without permission.